Vejen derhen

Kender du den der kildrende fornemmelse i maven, når du går gennem gaderne i dit yndlings outfit, dit hår sidder som det skal, og musikken i ørerne er motiverne, som om du er med i en Hollywood-film, alt føles som den perfekte film? Jeg tror, de fleste kan nikke genkende til at føle sig tilpas og selvsikker bare en gang imellem. En følelse, som gør en uovervindelig; du kan klare alt og alle. Siden jeg var en lille pige, har jeg altid haft den der fornemmelse med at blive til noget stort. Ikke nødvendigvis at være kendt, eller tjene mange penge, men blot at være noget stort for nogen. Selv her i min tidlige voksende alder har jeg trods alt stadigvæk ikke fundet ud af hvorfor jeg har den fornemmelse, og hvor jeg skal lægge mine kræfter for at dyrke det lille frø som bare venter på at blive sået. Det er frustrerende, og på mange måder føler jeg mig privilegeret over overhovedet at have bekymringer om, hvad jeg skal blive, når jeg en dag bliver rigtigt voksen og stor. Det er en slags rastløshed som er så stor og uhåndgribelig, at den er svær at forholde sig til. Nogle vil nok mene, at det bare er sådan, det er, når man er ung og skal finde vej i livet. 

Til tider er det som at gå rundt i en stor skov, hvor alle veje ligner hinanden, og du kan ikke huske, hvor du kommer fra, indtil du mærker solens stråler lige dér på din kind og mærker håbet for at finde vej i dine tanker og forventninger. Det kan til tider være som at skulle planlægge en udvej gennem en labyrint i mørket, men som alle over 60 siger: "Det, der skal ske, det skal nok ske,” hvilket giver mening på mange punkter. Men alligevel, hvis der er lagt en plan, hvad er så meningen med vejen derhen, hvis jeg bare kan nå hen til målstregen? Jo, ser du, selvom jeg selv glemmer det til tider og bliver sur på mig selv over, at jeg ikke bare kan finde ro i min rastløshed eller vide, hvad det er for en kildrende fornemmelse i maven, jeg har, så er vejen derhen vigtig for at forstå, hvorfor man ender, hvor man gjorde. Det er processer, som man skal igennem for at stå stærkest på den anden side af målstregen. Måske handler det ikke kun om at være noget stort for andre, men også at være der for en selv, når mørket falder over labyrinten, og tankerne ikke længere kun er en tosporet motorvej i retning mod målet, men en ti-sporet motorvej, som fører i alle retninger.